Tag hele familien, venner og naboer med til Sankt Hans fest i Tranbjerg. Der er aktiviteter for alle aldersgrupper, god musik og stort Sankt Hans bål med båltaler. Flere nye aktiviteter i år, for både store og små, og næsten alle er gratis.

Hoppeborg og Bungeerun
Vi har selvfølgelig en hoppeborg som vi plejer. I år er den åben for børn op til 12 år indtil kl. 20. Derefter åbner den for alle. Som noget nyt har vi i år en Bungieerun bane, hvor I kan udfordre hinanden. En bungee run består af to oppustelige baner, med hver sin elastik. Det gælder så om for hver deltager at strække elastikken længst muligt. Den som strækker den længst, og dermed når længst ud har vundet.

Kom også og prøv flødebolledragen, elefantfødderne, klatrestigen, slackline og meget mere.

Båltaler
Traditionen tro vil der inden bålet tændes blive holdt en båltale. Båltalen holdes hver år af en ny, som har en eller anden form for tilknytning til Tranbjerg eller Aarhus. I år har vi æren af at byde Marc Perera Christensen (Byrådsmedlem, tidl. Rådmand) velkommen på scenen.

Pølser og drikkevarer
Tag madkurven med og suppler med drikkevarer og pølser købt på pladsen. Vi sælger også kaffe/te, kage, slik og popcorn. Som altid er der mulighed for at lave dit eget snobrød og det er selvfølgelig gratis.

Masser af siddepladser
Er benene ikke hvad de har været? Så er det godt vi i år har skaffet over 100 ekstra siddepladser. Om du vil slænge dig i en sækkestol ude i solen, eller er til den lidt mere magelig version med bordbænkesæt, så kan vi klare det hele! Der vil i år være rig mulighed for at sidde og nyde en pølse med hele familien eller vennerne, da vi opsætter en masse ekstra bordbænkesæt i forhold til tidligere år.

Program
17.30  Pladsen åbner
18.00  Boder og aktiviteter åbner
Salg af pølser, øl, vand, popcorn m.m.
19.45  Båltale (Båltaler offentliggøres senere)
20.00  Bålet tændes

Aktiviteter fortsætter

Vi ses hos Spejderne på Skovgårdsvænget 97G