Udstyr

Uniform

Vores uniform består af den blå skjorte og tørklædet.Tørklædet har vi stort set altid på. Det viser hvem vi er og hvor vi kommer fra.Uniformen skal bruges når vi rejser til og fra lejre, til morgensamlinger og samlinger på store lejre eller når vi på anden måde skal vise hvem vi er. Til møderne må den også meget gerne bruges, men her er der også mulighed for at komme i gruppe T-shirt, anden spejder T-shirt, spejder sweatshirt eller vores crafttrøje med logo.Vi har tit brugte uniformer til salg i hytten, men ellers kan nye købes ved Spejder Sport i Århus (HUSK dit rabatkort) eller på nettet.Mærker på uniformen, hvor skal de sidde ? Læs Det Danske Spejderkorps vejledning her

Nogle spejdere har forskelligt hængende i tørklædet. Det må man først når man bliver storspejder og senior. Det som hænges i tørklædet skal være noget som har en sammenhæng til f.eks. en stor lejr eller lign. Man producerer derfor ikke ting for at hænge dem i tørklædet. Grunden er simpel. Tørklædet skal kunne bruges til aktiviteter og der skal ikke være en sikkerhedsmæssig risiko når vi laver aktiviteter pga. det som hænger i tørklædet. Hvis spejderne køber et lejrtørklæde så må det kun bruges på lejren. Det kan bruges om halstørklæde eller hårbånd efterlejren. I hverdagen bruges kun gruppetørklædet. Seniorerne må selvfølgelig bruge seniortørklædet, men til gruppeaktiviteter bæres gruppetørklædet yderst.

Anden beklædning

Der er ingen krav til beklædning, dvs. at gamle bukser er lige så gode som et par nye fritidsbukser. Det vigtigste er at tøjet passer til aktiviteterne, dvs. at spejderne ikke fryser eller bliver våde.

T-shirts med gruppelogo kan købes hele året for 75 kr. pr. stk. Én gang om året sælges andre beklædningsdele og her kan man købe t-shirts i mange flere farver end vi har på lager til dagligt. Det er forskelligt hvad der kan købes af øvrigt beklædning, men de sidste par år har det været sweatshirts, soltoppe, Craft trøje og softshell.

Øvrigt udstyr

Vi har lavet en lille folder som beskriver det udstyr vi mest har brug for, dvs. sovepose, liggeunderlag, rygsæk, dolk o. lign. Kan ses nederst på denne side.

Som ny spejder kan du låne sovepose, liggeunderlag og rygsæk for et mindre beløb til weekendture og sommerlejre.

Hvis du er i tvivl når du skal købe udstyr så spørg en leder til råds. Vi sælger også brugte rygsække og soveposer, så når dit udstyr bliver for lille kan du sælge det til en anden spejder. Vi tager ikke gebyr, så hele indtægten er selvfølgelig din.